PROGRAM 2025
FREDAG
12:00 Pladsen åbner
15:30 Velkomst på scenen
16:00 Yegor Zabelov
17:00 T-shirt workshop med Jimmy Sommer
17:00 Polly
18:00 Georgisk vinsmagning
18:00 Lacing Lab Intro
18-20:00 AFTENSMAD
20:00 Clarissa Connelly
21:00 SOLEN ER SEXET
22:00 Clothing Club
23:00 NATMAD
23:30 Ammar 808
DEN SORTE SKOLE
Den Sorte Skole har gennem snart 20 år udfordret rammerne for, hvordan man oplever og lytter til musik. De er internationalt anerkendt for deres ambitiøse udgivelser, overvældende live-shows og evne til at åbne lytterens øre for nye musikalske verdener. Duoen, der består af Martin Højland og Simon Dokkedal, har en bred kunstnerisk produktion, der spænder fra elektroniske albums til komposition af klassiske symfonier og avantgardistisk lyddesign til moderne danseforestillinger. På scenen ser man de to bag samplere, pladespillere og effektmaskiner, men de har også optrådt med klassiske symfoniorkestre, kor og musikere fra hele verden omkring sig. Vi glæder os til en fantastisk aften og siden den grænseløse festival startede, har vi drømt om at få dem til Djursland.
Den Sorte Skole spiller lørdag kl. 22.00
TROMMERUM EXPRESS
- en rejse med trommer for børn
Tag med percussionisten Thomas Ousager når han rejser jorden rundt på mindst 80 percussion instrumenter. En rejse gennem slagtøjsverdenen som du ikke må på gå glip af. Oplev lyden fra percussion instrumenter du ikke vidste fandtes og se det med dine egne øjne. Hør lyden af junglens underskov og Asiens stemningsfulde gonger, Conga rytmer fra Cuba og Pandeiro fra Brasilien. Fyr den af til hip hop rytmer fra USA og rap fra Danmark. Hop med på rejsen når percussionisten Thomas Ousager bryder hverdagens trommerum, starter Expressen og suser af sted. Trommerum Express er en anderledes koncert der tager børnene med ud i verden. Med udgangspunkt i trommer og percussion instrumenter tager vi på en rejse til de lande instrumenterne kommer fra. Her spiller og oplever vi sammen rytmer, sang, dans og bevægelse fra andre kulturer. På trods af store afstande, sprogbarrierer og kulturkløfter lærer vi at musik og rytmer er universelt. Ligegyldigt hvor du kommer fra, kan vi altid mødes i musikken.
Du kan komme og være med søndag kl. 9
AMMAR 808
Tunesiske sækkepiber, bastung elektronisk futurisme og svedige klubbeats.
Der har du Club Tounsi – AMMAR 808s nye album og en hyldest til Tunisiens mest stigmatiserede musiktradition: mezoued. Mezoued blev født i Tunisiens arbejderkvarterer og var længe bandlyst fra TV. I dag får det hænderne i vejret til enhver bryllupsfest. Og nu også på dansegulve verden over.
AMMAR 808 tager os med hjem – tilbage til rødderne, og frem mod noget helt nyt. Med vokaler fra tunesiske stjerner, håndspillet percussion og dunkende synths.
Hør Club Tounsi og mærk bassens revolution. Det er tradition, som du aldrig har hørt den før. Og som garanteret får dig til at danse helt ind i de små timer.
Ammar 808 spiller fredag aften klokken 23:30.
DE HØJE HÆLE
De Høje Hæle er et energisk og kompromisløst punkrockband, der sætter scenen i brand med deres rå og autentiske lyd. Med deres høje tempo, skarpe tekster og intense live-optrædener har de opnået kultstatus på den danske musikscene. Bandet blander klassisk punk med moderne elementer og leverer et uforglemmeligt lydbillede, der både er aggressivt og fængende. De Høje Hæle skubber til normerne og skaber et musikalsk rum, hvor oprør og frihed er i højsædet. Deres musik er for dem, der tør gå imod strømmen.
På SPOT Festival i maj fik de 6 stjerner (!) af GAFFA for deres koncert og kåret som årets SPOT koncert, så glæd jer til lørdag kl. 17.00, hvor de sætter gang i den grænseløse scene.
HELGA ROSENFELDT-OLSEN
Vandringens Væsen
Helga Rosenfeldt-Olsen er performer, iscenesætter, underviser og konceptudvikler. Hun bruger kunstens sprog til at skabe forbindelser; mellem mennesker, mellem rum og kroppe og mellem fagligheder og forståelser. Helga er kunstnerisk leder af scenekunstplatformen WunschMachine, som trækker tråde til fysisk teater, performance & antropologi. Her flyttes teateroplevelsen uden for teatrets vægge og undersøger den virkelighed, vi møder, gennem krop, sanser, fagligheder, poesi og personlige fortællinger. Vandringens Væsen er en hyldest til vandringen – som et modsvar til det moderne livs hurtighed, der ofte er frakoblet kroppen og den fysiske verden. At gå er den stille revolution, der hylder langsomheden, et modsvar til vækst og varen.
Vandringens Væsen udfolder sig løbende lørdag fra kl. 9-16.00
SHAKE THE DUST
Shake the dust er en transformativ og somatisk praksis, hvor vi til en kick ass kurateret playliste guides til at give slip på alt det, der spænder ben for at vi kan være her med alt, hvad vi er. Vi bevæger os mellem stadier af gentagende bevægelser, restitution, given-slip og fri bevægelse. I kender øvelserne fra yoga, pilates, dans og træningscenteret. Praksissen er designet for alle og kan levere en vild kollektiv ekstase, opløftet lethed, adgang til kroppens naturlige sprog og kald, grin, sved samt en stærkere og mere resilient krop.
Kom og vær med, når Natasja Dannemann hjælper os med at ryste støvet af os. Workshoppen Shake The Dust finder sted lørdag kl. 15.00
SLAGGER LUND
Slagger Lunds tilgang til sine digte, malerier og musik er at beskrive livet med al dets skønhed og smerte. Altid præget af en dybt personlig indgangsvinkel. Slagger er en krøllet poet, der både kender litteraturen, kunsten og populærkulturen. Musikalsk er Slagger præget af alt fra Schlagere, psych-folk, grunge, blues og indiepop. Han skriver simple, men effektive melodier med hitpotentiale.
Slagger Lunds to albums Maniak og Nygade og Væk er der blevet kastet både roser og stjerner efter. “…en trubadur uden for tid og rum.”, skrev Gaffa meget rammende.
Live er Slagger Lund en nærværende performer, der ikke er bange for at øse gavmildt ud af både sine ørehængere, sig selv og anekdoter fra et levet liv ind og ud af psykiatrien; Slagger Lund er ikke bange for at komme helt tæt på publikum.
Gå ikke glip af Slagger Lund i Hønsehuset lørdag kl. 16.00
SOLEN ER SEXET
SOLEN ER SEXET er et kunstnerkollektiv med flydende besætning, som pt. tæller performerne Marie Kim, Jakob Antz Vinner, Lise Westzynthius og Rin – samt i kulissen kostumier Andrea Momme og forfatter Bjørn Rasmussen. En bærende tanke hos SOLEN ER SEXET er et ønske om at udvide den gængse bandinstitution, udforske og udfordre genrer og inddrage andre kunstformer. Det er i oversættelsen mellem krop og tone, mellem stof og basun, at nye, omsorgsfulde sprog fremskrives og regenereres. I dette grænseland har SOLEN ER SEXET altid publikum for øje som en medspiller, der inviteres ind i værket med fællessang og en øm, åben håndflade.
LACING LAB
Lacing Laboratory er en designduo bestående af Filip Rukan og Loic Luchini, der gentænker traditionel knipling gennem materialeeksperimenter, scenografi og håndværk.
På festivalen skaber de en stor kniplingeinstallation med integreret lys og afholder en hands-on workshop alle tre dage.
Vær med til at samskabe og udforske, hvordan historiske kniplingemønstre kan få nyt liv på overraskende og nyskabende måder.
LØRDAG
07:00 BØRNEMORGENMAD
08:30 Danseyoga med Milan Foo
9:00 Kor med Rebecca Ryan
9:00 Eventyrfortælling for børn med Caroline Bering
9:30 Breathwork Sound Journey
10:00 Tromme og bevægelse for børn (3-5 år) med Anna Oline Friboe Laumark
11:00 Cirkus med Tonny Trifolikom
11:00 Snorkelture med Sara Kande & Morten Holm Hansen
10-12:00 BRUNCH
12:00 Formidable Vegetable
12:00 T-shirt workshop med Jimmy Sommer
12:00 Lacing Lab Intro
13:00 Den Flyvende Prinsesse (børneteater)
14:00 Ursula Andkjær Olsen, oplæsning + samtale med Jonatan S. Juelsbo
14:00 Christina Strandholdt
14:00 Pandekager på bål (for børn)
15:00 Shake the Dust med Natasja Dannemann Simonsen
15:00 Skovkoncert #1 med Katrine Faber og Aksel Striim
15:00 Snorkelture med Sara Kande & Morten Holm Hansen
16:00 Slagger Lund
17:00 De Høje Hæle
18-20:00 AFTENSMAD
19:00 Georgisk Vinsmagning
19:00 Åben scene i Hønsehuset
20:00 Soleima
21:00 Breathwork Sound Journey
21:00 Skovkoncert #2 med Katrine Faber og Aksel Striim
22:00 Den Sorte Skole
23:00 NATMAD
23:30 Sweet Lassi + DFC
I løbet af dagen:
Vandringens væsen (Helga Rosenfeldt)
Lacing Lab Installation
SUP
Snorkelture
URUSULA ANDKJÆR-OLSEN
Ursula Andkjær-Olsen udkommer med en ny bog og et tilhørende kortspil til september 2025. Vær med til den allerførste oplæsning fra og samtale om en endnu ikke udgivet bog og et spil kort, som måske vil forsøge at radikalisere dig ud i nye og bedre retninger.
Debuterede i 2000 med digtsamlingen Lulus sange og taler (Lindhardt og Ringhof) og har siden udgivet ni digtsamlinger – senest Mit smykkeskrin (Gyldendal 2020). Har modtaget adskillige legater og priser, senest Prins Henrik-prisen i 2024. Blev i april 2017 tildelt Statens Kunstfonds hædersydelse. Er medlem af Det Danske Akademi. Var i perioden august 2019-august 2023 ansat som rektor ved Forfatterskolen.
Ursula Andkjær-Olsen mødes i en performativ samtale med Jonatan Spejlborg Juelsbo, Ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet med klimasorg som forskningsfelt lørdag kl. 14.00
YEGOR ZABELOV
Årets åbningskoncert bliver noget helt særligt. Yegor Zabelov er en harmonikaspiller fra Hviderusland, og vi kan garantere, at det ikke ligner noget andet, du har hørt.
Zabelov dedikerer sit arbejde til at udforske harmonikaens muligheder – ofte helt til den yderste grænse. Med instrumentet i hænderne skaber han musikalske ritualer og mystiske lydlandskaber.
Musikken bevæger sig i et eksperimenterende felt mellem ambient harmonika, avantgarde-jazz og nyklassisk. Det er atmosfærisk, intenst og dragende – mere trance end koncert.
Yegor Zabelov spiller fredag kl. 16.00
BREATHWORK SOUND JOURNEY
Har du lyst til en anderledes musikoplevelse, hvor dit åndedræt bliver en del af musikken og tager dig med på en indre rejse gennem krop, sind, og ånd?
Breathwork Sound Journey er en unik kombination af breathwork og livemusik. Du vil blive guidet gennem åndedrættet, ned i kroppen og i kontakt med dine iboende ressourcer. Kroppen begynder at summe, du bliver vægtløs, og måske oplever du at være til stede i din krop og dit sind på en måde du aldrig har prøvet før.
Bevidst åndedrætspraksis har i årtusinder været brugt verden over som et redskab til at skabe positiv forandring og åndelig udvikling. Det særlige ved Breathwork Sound Journey er musikken, som er komponeret specifikt til at understøtte åndedrættet og den indre rejse. Guidet af psykoterapeut Anders Mørk, musikterapeut Anders Østergaard og lydterapeut Guillermo De La Tierra er du i kompetente og trygge hænder på rejsen gennem meditation, breathwork og lydrejse.
Du kan være med lørdag kl. 9.00 og kl. 21.00
FORMIDABLE VEGETABLE
Australsk, permakulturel funk/swing som vil smadre klimakrisen og rocke det anthropocene. Formidable Vegetable er en frisk høst af håb i en vild og tilgroet verden. Forvent intet mindre end trillebørfulde mængder af nærende rytmer på slagtøj, strengeinstrumenter og ukulele når det her regenerative, dansegulvsmagnetiske orkester-væsen vil styrke mulden i vores hjerner og plante inspirationens frø for fremtiden.
Formidle Vegetable har brugt det sidste årti på at blive en yndling på den australske og internationale festivalscene. Nu indtager de Den Grænseløse Festival, og vi kan slet ikke vente.
Formidable Vegetable spiller lørdag kl. 12.00
SKOVKONCERT i samklang med naturens egne lyde og stemmer
Multi-instrumentalist Aksel Striim og vokalkunstner og performer Katrine Faber fra Teater Viva inviterer til koncert i og med skoven på Jernhatten lige ved siden af festivalpladsen. Musikken skabes sammen med vindens susen i trækronerne, jordens brummende vibration, havets bølgebrus, græssets hvisken, fuglenes sang, billens fodtrin og insektets summen. At lytte til jorden under dig, himlen over dig, dit eget hjerteslag og åndedrættet og stemningen i din krop, er en del af musikken. Vi skal lege med ekkoet og resonansen fra naturen, stedet og vores kroppe.
Katrine Faber og Aksel Striim spiller to skovkoncerter lørdag kl. 15 og kl. 21.
TIGEROAK
Tigeroak bygger en bro mellem det lettilgængelige bløde soul og den eksperimenterende
jazz-energi. Bag de komplekse rytmer, snørklede melodier og overraskende elektroniske effekter står producer og lydkunstner Laurits Steen Møberg og vokalist Anna Prinds. Live er Tigeroak en sanselig oplevelse: pulserende beats, svævende melodier og en intens tilstedeværelse. Med priser, anmelderros og koncerter verden over har de markeret sig som et af de mest spændende navne på den danske jazz- og soulscene.
Tigeroak spiller til vores brunch søndag kl. 11.00
EBELTOFT GÅRDBRYGGERI
Vi er utrolig glade for igen at samarbejde med det lokale bryggeri, Ebeltoft Gårdbryggeri - de leverer velsmagende drikkevarer af høj kvalitet, som vi kan nyde under hele festivalen, som en del af all inclusive billetten.
Fadølsanlæggene skænker:
Øl (flere varianter)
Sodavand (flere varianter)
Vi glæder os til at nyde dejlige drikke med jer i sensommersolen!
SWEET LASSI
Et regulært powerhouse, en dæmon direkte fra helvedes anden cirkel – Sweet Lassi nægter at blive gemt væk i et hjørne. Forvent en tur gennem et hav genrer, hvor vilde beats og tung bas sætter dagsordenen. Med en grundkærlighed til britisk og basdrevet musik, elsker Sweet Lassi at lege med kontrasterne – mørke og lys, let leg og hysterisk galskab, det naturlige og det urbane.
Et set med Sweet Lassi handler om rejsen gennem den vilde ogvidunderlige verden af elektronisk lyd. Det bedste du kan gøre? Giv slip, lad rytmerne styre kroppen og stol på, at det hele nok skal give mening til sidst.
SØNDAG
07:00 BØRNEMORGENMAD
8:30 Bevægelse med Johannes Frieboe
9:00 Kor med Rebecca Ryan
9:30 Trommerum
10-12:00 BRUNCH
11:00 Tigeroak
12:00 Afslutning fra scenen
12:00 Fælles badning
14:00 Festivalpladsen lukker
CLARISSA CONNELLY
Clarissa skaber musik som åbner portaler mellem verdener. Hun er født i Fife i Skotland, men flyttede som barn til København. I mange år har hun udforsket de nordiske kulturers hellige steder, mytologi og musik og fundet inspiration i den keltiske tradition. Hun fik først international opmærksomhed med Tech Duinn (2018), en hypnotisk EP opkaldt efter en åndelig port i keltisk mytologi. Hendes anmelderroste album The Voyager tog form gennem vandringer til førkristne steder, mens hendes nyeste udgivelse World of Work bevæger sig ind i sjælens indre landskaber med inspiration fra drømme og visionær litteratur. Clarissas musik er meditativ og ekspressiv – en sanselig rejse, der inviterer til fordybelse og forvandling.
Clarissa Connelly spiller fredag kl. 20.00
SOLEIMA
Soleima er på ingen måde et ubeskrevet blad i dansk musik. Fra P3-hits og stærke liveoptrædener til det anmelderroste album ’Nationens Skrammer’, der for alvor fremhævede Soleimas lyriske talent på dansk, har hun sunget sig ind i danskernes musikhjerter. Soleima bevæger sig ubesværet mellem det sårbare og det storladne – med en stemme, der både bider og berører. Hendes lyd er blevet mere rå, mere rocket, men uden at miste den legende kant og melodiske styrke, der har gjort hende til et fast navn på den danske musikscene. Live leverer hun intense, nærværende koncerter, hvor stærke tekster og fængende hooks smelter sammen med en kompromisløs energi.
Soleima spiller lørdag kl. 20.00
CHRISTINA STRANDHOLDT
Christina Strandholdt er en nordjysk sangskriver og musiker, bosat på Djursland med en studie-skurvogn i baghaven. Siden 2021 har hun udgivet en EP og to albums, som har fået gode anmeldelser med på vejen, og blandt andet har været spillet på P6 Beat. Genren spænder fra singer-songwriter til neoklassisk med eftertænksomme tekster som omdrejningspunktet. Hendes nyeste album ’Mellemrum’ (2025) handler om behovet for pauser i en hektisk og urolig verden.
Christina spiller lørdag kl. 14.00 i Hønsehuset
POLLY
I Pollys musik møder man både følelsen af støvregn ved skumringstid og smagen af et bittersødt og blødende kirsebær i sommersolen. Guitaren som anker omfavnes af fremdrivende trommer, 90’er synths, korstykker og en altid krystalklar vokal, som kendetegner Pollys univers. Bag Polly finder man den 29-årige sanger og sangskriver Amalie Hannibal Petri. Til koncerten vil Polly, sammen med sit band, spille en blanding af sange fra sit debutalbum Invitation (2022) og sit nyeste album Ice Skater (2025)."
Polly spiller fredag kl. 17.00
TONNY TRIFOLIKOM
Tonny Trifolikom er den rendyrkede klovn og gøgler. Han har optrådt i Cirkus Krone, Cirkus Schuman, De Gale Gøglere, Cirkus Freja, flere gange på TV og en enkelt gang som kongelig hofnar for selveste Dronning Margrethe. Igen i år er vi så heldige at han vil være en del af Den Grænseløse Festival. Professor Trifolikoms solokavalkade for evigt enfoldige, elendige alvorlige og alvorligt latterramte. Hvis du ikke passer ind i målgruppen, kan du godt komme til det, når du ser tusindkunstneren fremtrylle løver og elefanter, fjernstyre publikum og forvirre børn med snore og sakse.
Lørdag kl. 11.00. Alder 0-100.
HAVMØLLEN
Havmøllen vil igen i år danne rammen om Den Grænseløse Festival.
De smukke bygninger er omfavnet af hav, træer, græsarealer og det gamle istidslandskab med Jernhatten, der nu snart består af blå og hvide anemoner og grønne trækroner.
Vi glæder os til at forvandle stedet til en festivalboble, hvor farverige telte og overraskelser skyder frem midt i de særlige og smukke omgivelser.
MÅLTIDERNE
Vi skal dufte, se og smage morgen, middag, aften og nat! Og midt imellem det hele dukker der knas og grønt og sødt op ved baren.
Måltiderne under festivalen er centreret om det grønne og primært skabt af økologiske og lokalt producerede grøntsager og råvarer.
Vi mødes rundt om langbordene under teltdugen eller under den åbne himmel og sender delefadene rundt. Mellem venner, bekendte og nye ansigter.
Brunch buffet kl. 10.00-12.00
Aftensmad kl. 18.00-20.00 – to seatings kl. 18.00 og 19.00
Natmad når vi trænger allermest
Tovholderen i festivalkøkkenet er igen i år superseje Solveig Fries, der sammen med et hold frivillige kreerer de smukke måltider.
JIMMY SOMMER // T-SHIRT WORKSHOP
Skab din egen bæredygtige grænseløse-festival-merchandise.
Den lokale kunstner Jimmy Sommer inviterer børn og voksne til at slippe kreativiteten fri og designe deres egne unikke festival-T-shirts, med genbrugte T-shirts og bæredygtig maling.
I sit kunstneriske virke arbejder Jimmy Sommer med at tilgængeliggøre kreativ udfoldelse og bæredygtig tøjproduktion på en måde, så alle kan være med. Nu tager han idéerne med til festivalen og tilbyder en workshop, hvor du selv sætter præg på dit festival-look – uden at gå på kompromis med klimaet.
Bæredygtighed? Tjek. Børnevenlighed? Tjek. Innovation? Tjek. Han er også rigtig sød.
Workshoppen foregår fredag fra 17.00–19.00 og lørdag fra 12.00–15.00.
T-shirts til deltagelse i workshopen kan købes i infoboden. Små børn i følge med en voksen.
Michael West
Ved bålet - på stranden - spiller West naturligvis igen op til fuldmånen.
Her mødes et folk under himlen, hvor natten bli’r lang.
Hvor ilden kan fødes og drømme blir sang.
Hvor flammerne de bliver dansende sjæle i ro.
Der løftes som gnister mod stjernernes bro.
Kun vindenes hvisken fortæller om hvad vej de tog.
Mange har sunget med trubaduren West i de sene nattetimer, så tag din stemme eller et instrument under armen og spil med ved bålet fredag aften.